Nyhedsbrev for Solbjerg april 2008
Hej forår….
Nu kan vi se, at foråret er kommet. Krokus, erantis, påskeliljer og vintergækker pibler op af jorden, fuglene kvidrer, og det er blevet lunt i luften. Skønt!
Vi kom godt ind i år 2008 og begyndte traditionen tro året med at afholde nytårskur den 9. januar. Her talte Susanne om det gamle år 2007 og forventninger og ønsker til det nye år 2008, og vi nød et glas børne-champagne og kokkens hjemme-lavede kransekage og tog således sammen hul på det nye år.
Onur og Karim tog hul på en helt ny tilværelse, da de flyttede fra Solbjerg. Onur flyttede hjem til mor, og Karim flyttede hjem til en plejefamilie.
Vi holdt afsked for dem i henholdsvis januar og februar, og de har begge lige her i marts været på besøg på Solbjerg. Dejligt at se at det går dem godt.
I februar flyttede Simon ind på Solbjerg. Vi byder Simon velkommen og håber, at han bliver glad for at bo her.
Fredagen inden påskeferien samledes alle børn og de voksne, som var på arbejde til en fælles påske-frokost. Det var som altid god mad og meget rart og hyggeligt.
Apropos god mad er vi stolte af, at vores kok Henrik af Fødevare-styrelsen er blevet tildelt en Elite-Smiley. En Elite-Smiley gives til køkkener, som igennem meget lang tid har overholdt alle Fødevare-styrelsens regler. Det er således et rigtig flot skulder-klap til Henrik.
Vi skal alle nyde godt af Henriks fantastiske mad den 16. juni, hvor vi holder Solbjergs sommerfest for alle børn, forældre og personale. Som de andre år slår vi det store telt op i haven, synger fødselsdagssang, spiser, hygger og lader os underholde af en spændende ”overraskelse”…..
Sæt derfor allerede nu et stort kryds i kalenderen ud for mandag den 16. juni 2008.
For en måneds tid siden indførte vores forstander Susanne et nyt møde på Solbjerg.
Vi kalder det vores fredagsmøde, og hver fredag kl. 12.30 – 13.00 samles alle børn og de voksne, som er på arbejde, i en stor rundkreds i konferencelokalet.
Susanne leder mødet, og alle får på skift mulighed for at sige noget, som man har været utilfreds med i den forløbne uge. Når alle i rundkredsen har talt, startes forfra og nu skal alle sige noget, som har været godt i den forløbne uge.
Dette møde finder lige så stille og roligt sin form, og allerede nu er der enighed om, at det er en god måde at runde ugen af på.
Alle læsere af dette nyhedsbrev ønskes et fortsat lunt og flot forår.